Kvaliteten i undervisningen på landets erhvervsskoler er truet, og stemningen er dårlig, fordi lærerne frygter at blive fyret.
Sådan lyder det fra formand for Uddannelsesforbundet Hanne Pontoppidan. Forbundet er fagforening for lærere på erhvervsskoler.
Avisen.dk skriver mandag, at en række erhvervsskoler er ramt at fyringsrunder blandt lærerne på grund af besparelser.
Her kan du læse hele nyheden om fyringer på erhvervsskoler.
- Det er klart, at store sparerunder ude på skolerne skaber frustrationer. Afskedigelser rammer både dem, der bliver fyret, og de lærere, der er tilbage på skolerne. For de frygter for en ny omgang, og hvornår det bliver deres tur. Det skaber en forfærdelig dårlig stemning, siger hun.
Rammer det kvaliteten af undervisningen?
- Det kan simpelt hen ikke undgås, og vi har en ringere kvalitet i dag end for nogle år tilbage. Jungletrommerne går jo, og hvis de unge hører fra kammeraten på erhvervsskolen, at lærerne har meget travlt og nogle hold bliver lagt sammen, virker det ikke fremmende for at tiltrække flere unge til erhvervsskolerne, siger Hanne Pontoppidan.
"De frygter for en ny omgang, og hvornår det bliver deres tur. Det skaber en forfærdelig dårlig stemning."