Det er fjollet, hvis lærere skal bruge sommerferien på at hjælpe elever med ligninger og retstavning. Men vi gør det, for det er vores pligt.
Det siger næstformand i Danmarks Lærerformening, Dorte Lange, efter at oppositionen har krævet, at elever ved de mundtlige afgangsprøver i 9. og 10 klasse skal have minimum karakteren 2 i dansk og matematik for at kunne tage en ungdomsuddannelse.
Hvis de ikke består, skal de tage sommerkurser og bestå en omprøve, mener Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti.
- Lærerne er ansat til at undervise, så selvfølgelig vil vi undervise i det omfang, det er nødvendigt. Men det er fjollet at sætte os til at undervise i sommerferien, fordi kommunerne ikke har sørget for, at vi havde ordentlige muligheder for at lave god undervisning i løbet af de første ni år, siger Dorte Lange til Newspaq.
Hun mener, at der skal sættes ind længe før, hvis elever har problemer med at følge med.
- Det er helt forfejlet at tro, at man kan klare det over en sommerferie. Vi kan se allerede i 1. og 2. klasse, hvilke elever der har det svært. Det er der, man skal sætte ind. Man skal ikke vente til efter sommerferien i 9. klasse, siger hun.
Dorte Lange mener, at kommunerne ved at skære i lærerstillinger, specielundervisning, og pædagogisk-psykologisk rådgivning sender sorteper videre til eleverne.
Eleverne er dog positive over for oppositionens forslag.
- Vi synes, det er vigtigt, at man kan læse og regne, før man går videre på en ungdomsuddannelse. For uden det kan man på ingen måde gennemføre en ungdomsuddannelse, siger formand for Danske Skolelever, Agnete Vienberg Hansen til Newspaq.
Ifølge Politiken klarede 18 procent af eleverne i 9. klasse ikke afgangsprøverne i dansk og matematik i 2011.