Facebook er ikke længere kun forbeholdt søde beskeder til genfundne venner og daglige statusopdateringer. En flok elever har brugt netværket til at beskylde en mandlig lærer for at være pædofil.
Både lærerens nuværende og tidligere elever opfordrede på siden til, at man ikke var alene med ham, skriver nordjyske.dk.
Den erfarne skolelærer døjer med stress-symptomer efter episoden, som fandt sted i slutningen af januar.
Oplysninger om elevernes tilsyneladende helt grundløse beskyldninger kom frem i går på generalforsamling i Aalborg Lærerforening. Formanden Dorthe Kamp nævnte sagen i sin formandsberetning.
Ifølge hende blev læreren både kaldt pædofil og klam.
"Alt det her har påvirket ham meget og gør det stadig. Han har fortalt mig, at han stadig får hjertebanken og sved i hænderne med jævne mellemrum - altså tydelige stress-symptomer," lød det fra hende.
Ifølge lærerformanden er der ingen grund til at tro, at der er hold i anklagerne. Hun kalder det helt uacceptabelt, at en lærer, der passer sit job, skal udsættes for sådanne injurierende beskyldninger.