- Hver dag er jeg gået hjem med følelsen af at forsømme mine elever. Jeg bliver desværre en af de folkeskolelærere, der giver op. Nu kan jeg ikke mere.
Ida stoppede som folkeskolelærer: Vi var blevet til undervisningsrobotter
Sådan skriver den nu tidligere folkeskolelærer Bine Mathiasen i et debatindlæg i Politiken tirsdag.
Her beskriver hun, hvordan hun er gået fra at være nyuddannet - og overbevist om at hun skulle bruge resten af sit arbejdsliv i den almene dannelses tjeneste - til nu at trække sig og i stedet blive efterskolelærer.
Til Avisen.dk fortæller hun, at folkeskolereformen fra 2013 har haft afgørende betydning for hendes valg. Manglende forberedelsestid har betydet, at hun ikke kun måtte opgive at sammensætte sin egen undervisning, men at hun heller ikke havde tid til at fokusere på elevernes trivsel.
- Jeg føler, at jeg kunne gøre en forskel engang. Det er, når man hjælper de elever, som har det svært. Dem der kæmper med alkohol i familien eller lavt selvværd. Man havde tid til at få en relationen til eleverne, så de havde tillid til en, siger Bine Mathiasen.
Blot en formidler
Inden reformen havde Bine Mathiasen tid til at tilpasse sin undervisning. Hun kunne nørde og selv skræddersy sine undervisningsplaner, men med reformen blev tiden knap. Nu skulle der udfyldes skemaer og arbejdes med tests, mens tiden til forberedelse blev skåret ned.
Hvis Bine Mathiasen skulle nå det hele, måtte hun bruge kommunens færdige undervisningsplaner, der lå tilgængelige på nettet. Det var dog ikke meget hjælp i et mere stresset arbejdsliv.
- Selv med de færdigsyede undervisningsplaner havde jeg ikke tid til at sætte mig ind i, hvad der faktisk stod i dem. Jeg var mere en formidler af stof fra internettet end en rigtig lærer. Det var helt vildt frustrerende, og jeg følte mig mangelfuld, fortæller hun.
Alt det har nu fået Bine Mathiasen til at søge tilbage til tiden før reformen blev indført. På efterskolen vil hun nemlig have mulighed for at opbygge en relation til hver elev, og hun vil have tid til at udforme sin egen undervisning.
Den tidligere folkeskolelæreres opråb til politikerne er klart:
Forberedelsestiden skal sættes op og være urørligt, så lærerne rundt på landets folkeskoler har tid til alt fra temaforløb i danskundervisningen, til hvor eleverne skal sidde. Ellers tror hun, at flere lærer - nye som gamle - vil søge væk fra Folkeskolen.
- Forberedelsestiden smuldrer væk mellem hænderne for os, men det er essentielt for en lærer. Det her handler også om at hjælpe eleverne, siger Bine Mathiasen.