Pædagoger i landets daginstitutioner spilder masser af tid på at lave evalueringer af pædagogiske læreplaner, der aldrig bliver brugt.
Vuggestuer, børnehaver og dagplejemødre skal ifølge loven lave årlige evalueringer af deres læreplaner.
Men hver anden kommune indsamler slet ikke handleplanerne, selvom de er forpligtet til det.
Det viser en ny rapport, som Danmarks Evalueringsinstitut, EVA, offentliggør i dag.
Rapporten viser også, at kun lidt over en tredjedel af kommunerne behandler de indsamlede evalueringer fra daginstitutionerne på politisk niveau.
I læreplanerne evalueres børnenes udvikling og læring i dagligdagen, og formålet med evalueringerne er at indsamle viden, der kan forbedre dagtilbudene.
Rapporten understreger "at der er behov for at tænke i nye dialogmodeller hvis den årlige evaluering skal kunne fungere som løftestang for udvikling af dagtilbuddene."
Konkret foreslår rapporten at der etableres 'evalueringsfora' hvor pædagoger, forskere, forældre og politikere drøfter, hvad der skal til for at gøre dagtilbudene bedre.
Socialminister Karen Ellemann (V) er ked af, at så meget dyrebar viden går til spilde.
"De konklusioner synes jeg, absolut ikke er optimale, og jeg er faktisk rimelig bekymret over det. Undersøgelsen viser, at dialogen mellem dagtilbud og forvaltning ikke fungerer, og det tager jeg meget alvorligt," siger hun til Politiken.