Læger, der vil videreuddanne sig til øjenlæge, lungemediciner, psykiater, børnelæger eller noget helt femte skal gå hurtigt i gang med specialiseringen, hvis de vil tage uddannelsen herhjemme.
Det fastslår en dom i Højesteret, der giver Indenrigs- og Sundhedsministeriet medhold i, at ministeriet har ret til at indføre en meget omstridte 4-årsregel.
Den betyder, at nyuddannede læger skal gå i gang med deres specialuddannelse senest fire år efter, de starter deres kliniske basisuddannelse, KBU, populært kaldet den etårige turnus.
Foreningen af Danske Lægestuderende, Fadl, havde anlagt sagen mod ministeriet, fordi de unge læger mener, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet slet ikke har ret til at stille så skrappe krav til lægerne.
4-årsregelen tvinger unødigt lægerne til hurtigt at vælge speciale, mener Fadl, der også peger på, at lang ventetid til en introduktionsstilling - som skal gå forud for en specialeuddannelsen - gør, at lægerne reelt har langt kortere tid til at beslutte sig for en videreuddannelse.
Men Højesteret fastslår altså i sin dom, at ministeriet er i sin gode ret til at indføre en sådan regel.
4-årsregelen skal i ministeriets optik sørge for, at lægerne tager en specialeuddannelse tidligt i uddannelsen. Sker det ikke må lægerne søge til udlandet - og altså betale ud af egen lomme, har ministeriet tidligere fastslået.