Halvdelen af alle kræftsygdomme overses, fordi patienterne ikke har alvorlige symptomer, som får lægen til at reagere eller foretage en grundig undersøgelse.
I stedet bliver de sat på ventelister til andre undersøgelser eller sendes hjem igen. Det viser ny forskning fra Forskningsenheden for Almen Praksis på Aarhus Universitet, skriver Politiken.
Det vil sige, at halvdelen kommer for sent i behandling, fordi de ikke med det samme bliver undersøgt af lægen - dermed går glip af det 'pakkeforløb', som alle kræftpatienter for tre år siden blev lovet, skriver avisen.
"De kræftpatienter, der ikke kommer ind i pakkerne, er ilde stedt. De har en overdødelighed," siger professor Peter Vedsted til Politiken.
Forskerne har set på flere tusinde patienter, som har henvendt sig til deres praktiserende læge i det tidligere Århus Amt.
Resultatet er forskerne kommet frem til ved at se på mange tusind kræftpatienter. Og kun lidt under halvdelen havde klokkeklare symptomer som knuder, blod i urin eller alvorlig hoste.
De resterende led ikke af så tydelige tegn på kræft og fik derfor besked på at vente.
Og det koster menneskeliv, mener professoren.
"Og så har man allerede spildt en, to eller tre måneder, og den ventetid koster liv. De 40 procent af patienterne, der ventede længst tid, har en klar overdødelighed", siger Peter Vedsted til Politiken.