16 timers ventetid på skadestuerne, før man kan blive tilset af en læge. En alarm, der ringer i en uendelighed, før en sygeplejerske viser sig på stuen. 40 indlagte til 30 sengepladser.
Læger og sygeplejersker har så travlt, at det går ud over patienterne, viser en ny opgørelse fra Arbejdstilsynet. Opgørelsen ryster Patientforeningen Danmarks næstformand Torben Gudmundsson.
- Det er ubehagelig læsning at se, at Arbejdstilsynets rapporter når op i de høje antal, siger han til Nyhedsbureauet Newspaq.
Under et tilsynsbesøg på Randers sygehus ortopædkirurgiske afdeling i februar sidste år viste det sig, at der er overbelægningsproblemer. Der er 30 sengepladser på afdelingen, men 40 indlagte.
Også Odense Universitetshospital har problemer. Under et tilsynsbesøg på kræftafdelingen i august sidste år, blev Arbejdstilsynet klar over, at de ansatte havde svært ved at se, når en patient har trykket på alarmen over sengen, fordi de ikke kan se alarmordningens placering.
- Afrapporteringen fra Arbejdstilsynet skal nå frem til flere ansvarlige, som skal finde en løsning. Den løsning skal der så følges op på, siger Torben Gudmundsson.
Opgørelsen fra Arbejdstilsynet er lavet på baggrund af tilsynsrapporter fra perioden 1. januar 2012- februar i år.
Kilde: BT