Den gode nyhed er, at de overlever. Det, der stadig kan give anledning til bekymring, er, om de vil blive sig selv igen.
Det var den korte besked fra Michael Vanscher, der er overlæge på Rigshospitalets Hjertecenter, da han i dag gladeligt kunne fortælle, at de sidste seks elever, der lå i kunstig koma, nu trækker vejret ved egen hjælp.
Hvor meget de så kan komme til hægterne, kan kun tiden vise, forklarer Michael Vanscher.
"Efter langvarig intensiv behandling behøver man længere tid end bare et døgn til at have sikre tegn på kontakt, så det kan vi ikke sige noget om endnu," siger Michael Vanscher.
Nu venter et forløb, hvor de hver især skal undersøges for hjerneskader og andre varige men.
"Vi behøver tid til ekstra undersøgelser blandt andet neurologiske," siger Michael Vanscher.
Han vil ikke gisne om, hvor lang tid det kan tage, før de alle er udskrevet fra Rigshospitalet.
"For det første mangler vi en række undersøgelser, men det er også vigtig, at de får et meget roligt opvågningsforløb. De skal jo videre fra intensivafdelingen, men vi har ikke noget klart perspektiv endnu," siger Michael Vanscher.