Gravide bliver forvandlet til forsøgspersoner uden at vide det, fordi der mangler erfaring med den medicin, de får. Sådan lyder kritikken fra en professor i dag.
Dr. med. Kim Brøsen, professor i klinisk farmakologi på Syddansk Universitet, mener ikke, lægerne er gode nok at registrere de bivirkninger, som gravide får af medicin, så andre kan undgå det.
Den kritik er næstformand i Lægeforeningen, Yves Sahles, enig i.
"Generelt er det vigtigt at skærpe opmærksomheden på bivirkninger og specielt i forhold til gravide. Vi ved jo ikke, hvor mange bivirkninger, der ikke bliver indberettet. Men med det antal der bliver indberettet i dag, så må vi formode, at der er bivirkninger, som ikke bliver noteret. Det skal vi være bedre til," siger han.
Normalt ville medicinen blive testet grundigt, inden det bliver sendt på markedet. Men det er ikke muligt med gravide.
"Hvorfor skal nogen gravide kvinder, der måske slet ikke har brug for medicin, ofre sig og risikere deres barn. Det vil aldrig komme til at foregå sådan i virkeligheden," siger Kim Brøsen.
Derfor er lægerne afhængig af kollegaernes erfaring, når de skal ordinere medicin til gravide.