Det ser umiddelbart ikke ud til, at der bliver noget samarbejde mellem liberaldemokraterne og Labour.
Den britiske TV-station BBC erfarer, at der intet er kommet ud af de forhandlinger, der officielt gik i gang mandag eftermiddag, da Gordon Brown officielt erklærede, at han trækker sig som leder af partiet til efteråret.
Forhandlingerne fortsatte til formiddag, men liberaldemokraternes forhandlere valgte alligevel at genoptage forhandlingerne med de konservative her fem dage efter valgets afslutning.
De to partiers ledere David Cameron og Nock Clegg har blandt andet været i enerum for at tale sammen.
En del af Labours parlamentsgruppe støtter ikke en koalitionsregering og taler endda for, at partiet hellere skal acceptere et nederlag og begynde forfra med en ny leder.