Skal Danmark opretholde sin velfærd i takt med, at der kommer flere børn og ældre, skal selve systemet effektiviseres.
Sådan lyder det fra Liberal Alliances politiske leder, Anders Samuelsen, da han kommenterer Socialdemokratiets nye velfærdsudspil.
Ifølge Samuelsen er det problematisk, at der bliver givet et løfte om, at pengene skal vokse i den offentlige sektor i takt med den demografiske udvikling.
- Den offentlige sektor mangler ikke penge. Den har rigtig mange penge, men den mangler et fokus på, hvordan man bruger dem rigtigt, siger han.
Ifølge Finansministeriet skal der bruges 20,5 milliarder kroner mere på velfærd i 2025 i forhold til i dag, hvis vi skal opretholde samme velfærdsniveau.
Det står ikke klart, hvordan Socialdemokratiet vil finansiere det fulde udspil. Der vil senere blive præsenteret en økonomisk plan, lyder det.
Men står det til Liberal Alliance bør det stigende behov for velfærd blive finansieret med de midler, der allerede er til rådighed.
- Enhver, der har kontrol over sin egen privatøkonomi eller sin egen virksomhed, ved, at man hvert år effektiviserer og arbejder smartere for mindst en procent.
- Hvis man stillede det krav til den offentlige sektor, ville der være rigeligt til at betale for den demografiske udvikling, siger Samuelsen.
Som led i Socialdemokratiets udspil vil partiet spare tre milliarder kroner på statens brug af konsulenter.
- Det er netop et eksempel på, at det kan lade sig gøre at tænke anderledes end blot at tænke anderledes i den offentlige sektor, siger LA-lederen.
Samuelsen påpeger, at det offentlige med fordel kunne udlicitere flere opgaver i det offentlige uden at blive konkret på hvilke.
Hos Venstre har beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen svært ved at se det nye i Socialdemokratiets forslag.
- Vi har jo allerede i sidste uge fremlagt vores velfærdsløfte, der tager højde for den demografiske udvikling.
- Så det er en åben dør, man løber ind. For vi har allerede taget højde for udfordringen, vi står over for, sagde han efter præsentationen mandag formiddag.
Venstre præsenterede i sidste uge sin plan, der frem mod 2025 samlet skal øge udgifterne til velfærd med 69 milliarder kroner.
/ritzau/