LA: Finansloven løser ingen problemer

Liberal Alliance mener ikke finansloven svarer på de udfordringer, som Danmark står overfor. De vil dog gerne diskutere dele af indholdet.
Simon Emil er klar til at diskutere dele af indholdet i finansloven med regeringen.
Simon Emil er klar til at diskutere dele af indholdet i finansloven med regeringen. Foto: Jens Dige/POLFOTO/Arkiv / POLFOTO

Liberal Alliance med Simon Emil Ammitzbøll (LA) i front var kun 33 minutter hos finansministeren.

Og helt grundlæggende er Liberal Alliance da også uenige i indholdet, siger partiets politiske ordfører Simon Emil Ammitzbøll.

"Vi har fortalt regeringen, at vi ikke mener, at finansloven svarer til de udfordringer, som vi står over for. Vi har brug for færre offentlige udgifter og lavere skatter, hvis Danmark skal være konkurrencedygtigt," siger han.

Men selvom der var uenighed om en række centrale punkter, var der også områder, hvor Liberal Alliance gerne søger indflydelse.

"Vi har sagt, at vi ønsker at komme med i forligskredsen omkring førtidspension og flexjob, så vi kan få arbejdshandskerne på og få trukket samfundet i den rigtige retning," siger Simon Emil Ammiztbøll.

Han slår samtidigt fast, at udgangspunktet er at stemme for en endelig finanslov, modsat udmeldningerne fra Venstre og DF.

Og det kvitterer finansminister Bjarne Corydon (S) for.

"Jeg fornemmer, at der er en afstand til det, som andre har meldt ud i dag, så det vil jeg gerne kvittere for," siger han.

Finansministeren mener ikke, at man når til enighed, men han roser Liberal Alliance for forhandlingsvillighed.

"De er grundlæggende uenige - respekt for det. Der bliver ingen bred aftale med Liberal Alliance - respekt for det. Men de er faktisk interesserede i at drøfte konkrete områder, hvor vi måske kan finde hinanden," siger Bjarne Corydon.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.