Kyllingen fra Tølløse har haft svært ved at komme på vingerne igen, siden han i 2006 blev smidt ud af Tour de France.
Og nu ser det ud til at kyllingen igen har fået stækket vingerne. Denne gang er det en kyssesyge, der forhindrer ham i det, han allerhelst vil - at køre cykelløb.
Alle cykelrytterens konkurrenceaktiviteter er indstillet, efter det er konstateret, at han er ramt af mononukleose - eller i folkemunde kaldet kyssesyge.
"På den ene side er det selvfølgeligt dybt frustrerende at være sat ud af spillet på et tidspunkt, hvor jeg står overfor nogle af de vigtigste opgaver i foråret overhovedet," fortæller Michael Rasmussen til Politiken.
"På den anden side er det trods alt betryggende at have fået helt klar besked på, hvad der er galt. Nu er der ikke andet at gøre end at vente med at køre løb igen, indtil jeg bliver raskmeldt, og hvornår det sker, er umuligt at sige i øjeblikket," fortsætter han.
Ingen læger har endnu kunnet give Rasmussen vished om, hvornår han igen kan køre løb.