Michael Rasmussen er vant til at trampe sig op ad stejle bjergveje i Alperne og Pyrenæerne. Men til efteråret får kyllingen brug for helt andre dyder, når han skal optræde i TV2's underholdningsprogram "Vild med dans".
Men det er ikke uden bekymring, at den lille cykelrytter har sagt ja:
"Dansen ligger jo meget langt væk fra det, jeg ellers beskæftiger mig med, men da jeg havde tænkt nærmere over det, syntes jeg, det passede perfekt ind i min kalender samtidig med, at jeg ikke er bange for at tage imod en udfordring," siger Kyllingen fra Tølløse til TV2.
Udover Kyllingen har TV2 også løftet sløret for to af de kvindelige deltagere. Skuespilleren Laura Drasbæk og komikeren Anne Kejser, som er bedst kendt fra Zulu-programmet 'Slemme slemme piger'.
"Jeg glæder mig så meget til det pæne tøj og det høje hår - og så selvfølgelig til at lære at danse. Og så glæder jeg mig til de gode point, som jeg forhåbentligt får," siger Anne Kejser til TV2.
Det er syvende gang 'Vild med dans' bliver sendt på dansk tv.