Skrevet i samarbejde med Kaare Sørensen, kaso@avisen.dk
Cykelrytter Michael Rasmussen løj om sit ophold i Mexico. Det fortæller han nu, efter han for flere måneder siden blev taget ud af Tour de France og derefter fyret fra sit cykelhold, Rabobank.
- Jeg har ikke opholdt mig i Mexico i juni i år. Så jeg har givet forkerte oplysninger til UCI og til offentligheden, men jeg har ikke talt usandt til Rabobank. De har hele tiden vidst, hvor jeg opholdt mig, siger Michael Rasmussen.
Ifølge hans advokat Karoly Nemeth blev Michael Rasmussen fyret for at have givet holdet usande oplysninger, men han fastholder, at holdet var informeret om, hvor han var.
- Jeg vil gerne beklage, at jeg har givet urigtige oplysninger. Det har jeg gjort af ægteskabelige årsager, og det vil jeg ikke komme videre ind på i dag, siger han.
Fremlægger beviser
Ifølge advokaten har Michael Rasmussen valgt at stå frem og fortælle sin version af forløbet, fordi Rabobank mandag offentliggør en rapport om forløbet, som han stik imod tidligere aftale ikke har fået lov at se.
Fra 4.-19. juni opholdt Michael Rasmussen sig i Italien, hvorfra han talte i telefon med Rabobank-holdet. Fra den 20.-23. juni var han i Frankrig for at træne alpeetaperne, og den 25. rejste han på Rabobanks regning til Pyrenæerne, hvor også holdets Menchov var til stede. Holdet vidste altså godt, at den danske cykelrytter ikke var i Mexico.
- Da de tog mig ud af Tour de France på den baggrund, at jeg skulle have løjet, så er det direkte forkert, siger Michael Rasmussen.
Han fremlagde sine biologiske pas og blodværdier fra de seneste tre år på pressemødet.
- Jeg vil blot tilføje, at pt. er mit største ønske, at den her sag kan afsluttes, så jeg kan gøre det, jeg gør bedst - nemlig at køre cykel.