Hvis vi arbejder 12 minutter mere om dagen, så har Socialdemokratiet og SF en økonomisk løsning for Danmark.
Problemet er, at et flertal ikke vil arbejde 12 minutter mere om dagen. Og det er specielt kvinderne, der sætter hælene i, viser en undersøgelse, Politiken bringer i dag.
"Kvinderne er glade for den tid, de har nu, og det er der to grunde til. For det første er de mere knyttet til familien og hjemmet end mændene. For det andet er de generelt lavere lønnet og mindre optaget af karrieren, hvilket gør mere arbejde mindre attraktivt," forklarer Lisbeth Pedersen, der er afdelingsleder på forskningscenteret for velfærd (SFI) til avisen.
26 procent af alle kvinder i BUPL, der organiserer pædagoger, vil gerne arbejde den ekstra time, mens 47 procent af mændene er klar til det samme. I FOA er billedet at 38 og 46 procent af henholdsvis kvinderne og mændene går med til oppositionens plan.
"Jeg kan godt forstå, at pædagogerne er skeptiske, men heldigvis er der også andre løsninger. Det kunne være at gøre det mere attraktivt for folk at blive længere tid på arbejdsmarkedet. Eller også nedbringe sygefraværet eller tilbyde flere penge," siger formanden for BUPL, Henning Pedersen.
Undersøgelsen er lavet af Anvendt KommunalForskning.