Når jobcentret sender ledige i aktivering, så kommer kvinder ud på den anden side med mere i bagagen end deres mandlige kollegaer.
Det viser en undersøgelse, som Analyse Danmark har foretaget for 3F's nyhedsbrev blandt fagforeningens medlemmer.
Omkring hver tredje ledige kvinder siger, at de har fået noget brugbart ud af deres aktivering. Blot hver femte mand har samme positive indstilling.
Kvindernes åbenhed skyldes ifølge en arbejdspsykolog, at de er bedre til at sætte pris på aktiveringens sociale element. De møder andre ledige og får snakket ud om, hvor tilværelsen nu bevæger sig hen.
På den anden side er mændene ofte decideret deprimerede over at gå ledige. Her kan aktiveringen være med til at forstærke følelsen af utilstrækkelighed.
"Mænd har større identitetsfølelse i deres arbejdsliv. De føler sig derfor ramt på deres identitet, når de går ledige," forklarer arbejdspsykolog Anton Eg Andersen om mændenes negativitet over for nyhedsbrevet.
Kilde: 3F's nyhedsbrev