Den lille pudefabrik har ca. 15 kvinder ansatte. En af dem er Sultan Güngör.
Hun er en af de kvinder, der er blevet ansat i virksomheden og som nu arbejder til almindelig løn.
"Jeg behøver det ikke økonomisk, men det er dejligt at have noget, jeg kan bruge dagtimerne på. Vi er som en familie," fortæller hun til Morgenavisen Jyllands-posten.
De fleste af kvinderne kommer fra Bosnien, Tyrkiet, Iran og Parkistan, og har alle enten fysiske eller mentale problemer, der gør dem ude af stand til at komme ud af kontanthjælpen.
Socialt ansvar
Den såkaldte socialøkonomiske virksomhed har specialiseret sig i at ansætte og opkvalificere disse kvinder.
"De kan eksempelvis ikke komme i flexjob, så vi forsøger at hjælpe dem ud af kontanthjælp og integrere dem på arbejdsmarkedet," fortæller Trine Alette Panton, initiativtager og leder af pudefabrikken Place de Bleu.
En hård kamp
Produktionen halter dog en smule for virksomheden. Selvom kvinderne får et intenst kursus i at sy, er det svært for de fleste at huske hvad de har lært, på grund af psykiske traumer og sprogbarrierer.
Produktionen indbringer kun en tredjedel af indtægten for virksomheden. Resten kommer fra sociale fonde.
Kilde: Morgenavisen Jyllands-Posten