For flere kvinder udvikler shoppeturen sig til det rene tyvetogt. En fællesnævner går igen blandt de langfingrede kvinder.
De seneste tal fra Danmarks Statistik viser overraskende en stigning i antallet kvinder tiltalt for butikstyveri. I 2007 var der 3.885 kvinder, som blev tiltalt for at rapse. Året efter blev 4.157 tiltalt, skriver Urban. Og det er tal, som afdelingschef for Dansikrings butiksdetektiver Rene Pedersen kan nikke genkendende til.
"Mænd går efter dyre og letomsættelige ting. Kvinder stjæler flere småting og ikke altid til sig selv. Der ryger også ting til børnene og en parfume til manden, uden at han ved det," siger Rene Pedersen.
Han nævner, at en fælles favorit tyvekost for kvinder i alle aldre er parfume. Når kvinderne har rundet de rundet de 30, går de efter nipseting til hjemmet som skåle, vaser og børneting som sutter, tøj og legetøj.
De unge piger putter derimod hårelastikker, hårspray og sminke ned i tasken uden at betale for det.
Det er teenagepigerne, der står bag de fleste tyverier. Blandet de 15-19-årige er der 882 tiltalte. Men de lidt mere gråhårede kvinder er også med. Hver fjerde af de tiltalte butikstyve er over 50 år. De øvrige tiltalte ligger fordelt mellem de 30- og 40-årige.
Lars Alexander Borke, som behandler tyverisager i Dansk Erhverv, ser udviklingen som et tegn på en 'nødvendighedskultur', der har bredt sig i samfundet.
"Mit bud er, at det sociale pres er ved at sprede sig til mødre, der gerne vil have, at deres børn ejer en bestemt flyverdragt, eller at der står en bestemt vase derhjemme," siger han til Urban.