Kvinder skal ses - ikke høres.
Det afslører ny forskning - i hvert fald hvis kvinderne vil fremstå sympatiske i andres øjne og have et godt parforhold.
Undersøgelsen viser nemlig, at andre ikke bryder sig om par, hvor kvinden taler mere end manden. Det gælder uanset, om det er kvinder eller mænd, der vurderer, om parret fremstår sympatisk.
Forskeren Jennifer Sellers fra Vermont i USA ville undersøge, hvorfor par med en speed-snakkende kvinde sagde, at de havde det dårligere end par, hvor manden snakker mest. Hendes tese var, at parrene lå under for vores stereotype kønsrolleopfattelse.
Hun bad derfor 96 personer om at se fire videoer, hvor kvinden var verbalt dominerende og fire, hvor manden var. De par, hvor manden dominerede, var langt mere vellidt end parrene, hvor kvinden dominerede.
Undersøgelsen ligger i tråd med to øvrige undersøgelser om fordommes påvirkning af vores adfærd, der netop er blevet offentliggjort. Den ene undersøgelse viser, at kvinder pjækker mere fra arbejde end mænd, fordi samfundet forventer, at kvinder er mere væk.
Mange tror, at der ligger familiemæssige eller kvindesygdoms-specifikke årsager bag. Men undersøgelsen konkluderer, at det ikke er tilfældet. En anden undersøgelse viser, at folk taler mere enkelt, når de er i selskab med blondiner, fordi de automatisk går udfra at blondinen er lidt dum.
Undersøgelsen om andres syn på meget verbale kvinder er offentliggjort i det erklæret feminitiske tidsskrift Sex Roles.