Tjenere, rengøringsassistenter og elektrikere kan nu holde barsel og samtidig sætte penge ind på pensionskontoen - flere penge end tidligere.
Ved de seneste overenskomstforhandlinger for et par måneder siden blev det nemlig besluttet at hæve det ekstra pensionsbidrag under de første 14 ugers barsel inden for en række brancher på det private arbejdsmarked.
Bidraget steg per 1. juli fra 1.335 kroner til 1.680 kroner per måned. En stigning på 345 kroner.
Og det skaber begejstring hos forhandlingssekretær i 3F Privatservice, Hotel og Restauration, Birgit Petersen.
- Det er vi meget glade for, for når kvinderne er på barsel mere end bare en gang, kommer de meget bagud med pensionen, siger hun til Newspaq.
Hun påpeger dog, at problemet med ligestilling og kvinders pensionsopsparing under barsel endnu ikke er løst.
- Den stigning, der nu er kommet under de første 14 ugers barsel, er bare med til at reparere på den mangel på pensionsindbetaling, der ellers er. Det er ikke nok, men et plaster på såret, siger hun.
- Der vil stadig være måske 24-26 uger, hvor kvinderne ikke får pensionsindbetalinger. De ekstra pensionsindbetalinger, de får de første 14 uger, skal så dække nogle af de resterende uger, men det her dækker jo ikke dem alle, tilføjer hun.
Det øgede bidrag under barsel gælder blandt andet for overenskomstansatte inden for hotel og restauration, privat rengøring og transport samt inden for en del af byggeområdet herunder elektrikerne.
Typisk er det eneste krav for at få det ekstra bidrag, at man har været ansat i minimum ni måneder. Men reglerne for pension under barsel kan variere fra overenskomst til overenskomst.
De overenskomstansatte kvinder, som nu får ret til det højere pensionsbidrag, har pensionsordning hos PensionDanmark via deres overenskomst.
Og her opfordrer administrerende direktør Torben Möger Pedersen de kortuddannede kvinder på barsel til at sikre sig, at det ekstra bidrag bliver betalt.
"Det er altid en god ide at tjekke, om pensionen er tikket ind på kontoen. Normalt vil bidraget fremgå af lønsedlen. Men man kan også tjekke, om bidraget er gået ind på pensionskontoen, ved at logge på sin konto på nettet eller ved at kontakte sin arbejdsgiver eller sit pensionsselskab," siger Torben Möger Pedersen.