Kvinder er bedre til at finde job på nettet end mænd. Det viser en ny analyse fra TDC på baggrund af tal fra Gallup.
40,5 procent på kvinderne bruger online jobbaser til at skaffe sig arbejde, mens 38,6 procent af mændene søger efter job i cyperspace.
Og den udvikling overrasker ikke fremtidsforsker og etnolog Jacob Suhr Thomsen fra Institut for Fremtidsforskning.
"Vi har et billede af den typiske onlinebruger som en cola-bøvsende dreng på omkring de 20 år. Men det holder ikke. Kvinderne er bedre til at netværke, når det drejer sig om sociale medier som Facebook, og de er også bedre til at bruge online jobdatabaser og jobbanker," siger han til Newspaq.
Jacob Suhr Thomsen peger på, at mænd bliver stadig dårligere uddannet i forhold til kvinder. Og det kan betyde, at de taber terræn i den digitale verden.
"Jeg kan godt se et scenarie, hvor kvinder får et stadig større forspring i viden- og netværkssamfundet. Mændene er dårligere uddannede, og de kommer ikke i så høj grad på nettet og bruger jobdatabaser. Det vil give kvinder nogle fordele på arbejdsmarkedet om fem til ti år," siger han.
Mænd er dog fortsat bedre til at netværke ansigt til ansigt end kvinder, påpeger Jacob Suhr Thomsen.