Når kvinder prøver at flygte fra voldelige mænd, så søger de ofte tilflugt på et krisecenter. Men der kan de ikke altid føle sig sikre.
Selv om adresserne i princippet er hemmelige, så lykkes det alligevel sommetider de voldelige mænd at finde frem til kvinderne.
Ifølge Lene Johanneson, der er sekretariatsleder i Landsorganisationen for kvindekrisecentre, får mændene blandt andet oplysningerne fra kvinden selv eller familiemedlemmer. Men nogle gange er det kommunen eller statsforvaltningen, der kommer til at give informationerne.
"Vi har i enkelte tilfælde hørt, at kvinden ikke vil fortælle, hvor hun bor. Jeg kan forstå kvinden, hvis det er kommunen, der har lækket noget til manden. Men det er svært for kommunen at udbetale ydelser, hvis man ikke ved, hvor kvinden bor, og jeg tror ikke, at en kommune lækker en adresse to gange," siger hun til Jyllands Posten.
Hvis kvinderne nægter at oplyse, hvor de bor, så kan kommunen ikke udbetale ydelser.