Et nyt parti har set dagens lys i Polen og har taget ukonventionelle midler i brug for at lokke vælgerne til. Syv kandidater fra det nyetablerede ’Kvindepartiet’ præsenterer sig, som de kom til verden, uden en trævl på en valgplakat. Det skriver den britiske avis, The Telegraph.
’Kvindepartiet’ er opstået som en reaktion mod det, som de kvindelige kandidater kalder en stærkt konservativ og mandsdomineret politisk dagsorden
Forfatteren Manuela Gretkowska forklarer, at hun stiftede partiet, da den polske regering begyndte at tale om at stramme den allerede strikse polske abortlovgivning. Hun mener, at politik i Polen bliver udøvet af mænd for mænd.
- Vi er smukke, nøgne og stolte. Vi er ægte og oprigtige, krop og sjæl. Det her er ikke pornografi, der er intet seksuelt over det. Vores ansigter udtrykker intelligens, bekymring og stolthed, siger Manuela Gretkowska til avisen.
Selvom der er voksende opbakning til det nye parti, så ser det indtil videre ikke ud til, at partiet når op på de fem procent vælgertilslutning, der er nødvendig for at komme ind i det polske parlament.
Manuela Gretkowska håber at støtten fra nogle af Polens mest prominente kvinder, kan presse partiet op over spærregrænsen.
Partiet ønsker blandt andet lige løn for mænd og kvinder samt statslig finansieret prævention.