Hun var kendt som "den hurtigste kvinde på fire hjul", men da amerikaneren Jessi Combs tirsdag ville forsøge at overgå sin egen hastighedsrekord, gik det galt.
Onsdag bekræftede amerikansk politi ifølge AFP, at den 39-årige racerkører og tv-personlighed døde på stedet, da hun forulykkede i dit rekordforsøg.
- Jessi Combs blev erklæret død på stedet. Årsagen til ulykken er endnu ukendt og bliver undersøgt, lyder det fra Harney Countys sherifkontor.
Rekordforsøget fandt sted i ørkenen Alvord Desert i staten Oregon, hvor Combs ville overgå sin rekord fra 2013. Ved den lejlighed pressede hun sin specialbyggede racerbil op på 641 kilometer i timen.
Det gav hende tilnavnet "den hurtigste kvinde på fire hjul".
Angiveligt havde den amerikanske fartdjævel haft sin nye racer oppe på 777 kilometer i timen tilbage i oktober, men mekaniske problemer betød, at rekorden ikke kunne godkendes.
Ifølge amerikanske medier var det forventet, at hun ville nå en endnu højere hastighed i rekordforsøget i denne uge, som altså endte med den tragiske udgang.
Den højest målte hastighed for en kvinde i et køretøj var stuntkvinden Kitty O'Neill, som tilbage i 1979, også i Alvord Desert, nåede op på 824 kilometer i timen. Det var i en trehjulet racerbil.
Jessi Combs optrådte i 12 afsnit af tv-showet "MythBusters", ligesom hun var vært og medvært på en række bilprogrammer gennem årene såsom "The List: 1001 Car Things To Do Before You Die" og "All Girls Garage".
/ritzau/