Det gik helt galt, da en 64-årige kvinde fra Syddjurs traf en ikke kun ulovlig, men også uortodoks og absurd beslutning på E45 Nordjyske Motorvej tæt på frakørsel 36 Onsild.
Kvinden kom kørende i nordgående retning, da hun tabte en trailer, der var spændt efter bilen.
Traileren havnede i midterrabatten, oplyser vagtchef Jens Falberg fra Nordjyllands Politi til Ekstra Bladet.
Kvinden valgte i første omgang at trække ind i nødsporet, men derefter besluttede kvinden sig for at hente traileren.
- Så hun kørte tværs over motorvejens to spor, og det endte naturligvis galt, konstaterer vagtchefen.
Kvinden blev ramt af en 27-årig mand fra Aalborg, som havde fire passagerer med i bilen, skriver Ekstra Bladet.
- Seks personer kom til skade og måtte indlægges på sygehuse i henholdsvis Aalborg og Randers. Ingen har dog fået livstruende skader, oplyser Jens Falberg.
Det absurde uheld betød, at motorvejen mellem afkørslerne til Onsild og Hobro V blev spærret helt af, og at der opstod lang kø.
Vagtchefen vurderer at kvinden meget vel kan miste kørekortet.