En tabt hue var fredag eftermiddag årsag til at en kvinde blev ramt i hovedet af et S-tog i København.
Uheldet skete, mens hun ventede på toget på Nordhavn Station.
"Hun taber sin hue på perronen og bukker sig ned efter den, lige da toget kommer forbi og får så lige snittet issen," siger Københavns Politis centrale vagtleder Arne Aabech til Newspaq.
Slaget fra S-toget forårsagede en flænge i kvindens hoved, der blødte en hel del. Men der var ingen brækkede knogler.
"Hun får en lille hudafskrabning, men ingen fraktur. Så det var heldigt. Hun har det heldigvis fint. Det kunne være gået meget galt," siger Arne Aabech.
Uheldet skabte fredag eftermiddag forsinkelser i S-togsdriften.