For anden gang i USA's historie har en kvinde født otte levende babyer - på samme tid.
De seks drenge og to piger vejede mellem 680 gram og 1,4 kilo og har det godt efter omstændighederne, skriver Cnn.
De otte børn blev taget ved kejsersnit og ligger nu i kuvøser på Kaiser Permanente Hospital i den californiske by Bellflower.
Til at begynde med troede lægerne, at moren ventede syvlinger, men da fødslen blev sat i gang mandag, ni uger før kvindens termin, ventede der de sagkyndige en overraskelse.
"Efter vi var kommet til baby G, blev vi overraskede over at opdage en baby H," sagde doktor Karen Marple, der er chef for hospitalets gynækologiske afdeling.
Det kan være svært at afgøre antallet af babyer ved en ultralydsscanning, når der er så mange, oplyser en anden læge.
De første tre til syv dage er kritiske for de otte søskende, der muligvis skal tilbringe deres første seks til otte uger i kuvøse.