Behandlingen af en 21-årig amerikansk universitetsstuderende skaber vrede i USA.
Kvinden gik i lørdags til politiet, efter at hun var blevet hevet ind i en gyde og voldtaget i Tampa Bay, Florida. Politiet begyndte straks efterforskningen, men fandt hurtigt en tre år gammel ubetalt bøde for tyveri i hendes bil. Og så smækkede politibetjentene håndjern på kvinden og smed hende i en celle. Mens hun var bag tremmer, nægtede politiets vagt desuden at skaffe en fortrydelsespille til kvinden.
»Jeg er chokeret. Lamslået. Rasende. Jeg har ikke ord til at beskrive det. Hun er ikke offer for en enkel person. Hun er offer for et system. Der bliver nødt til at være human behandling, når det gælder voldtægt,« siger kvindens advokat, Vic Moore, til AP.
Sagen har skabt debat i Florida, og politiet i Tampa Bay har straks indført en ny politik, der understreger, at man skal tænke sig om, inden man arresterer ofre for traumatiserende kriminalitet.
Kvinden blev mandag løsladt igen, og jagten på gerningsmanden fortsætter. Samtidig ønsker kvinderettighedsorganisationer flere forklaringer fra politiet.
»Anholdelsen får folk til at tro, at politifolk ikke tænker på ofrene for kriminalitet,« siger Jennifer Dritt fra Florida Council Against Sexual Violence til AP.