En 43-årig kvinde er torsdag morgen fundet dræbt i sit hjem i Lindved i Hedensted Kommune.
Sydøstjyllands Politi modtog en anmeldelse torsdag morgen klokken 05.33 om, at en 43-årig kvinde var blevet fundet død på sin bopæl.
"Vi formoder, at kvinden er dræbt, men vi kan endnu ikke fastlægge drabsmåden," siger Ulla Kaspersen fra Sydøstjyllands Politi til eb.dk.
En bekendt til den dræbte kvinde fortæller Newspaq, at hun var en meget glad kvinde og mor til tre drenge på mellem 9 og 14 år.
"Hun skulle lige til at starte på et nyt job på Kolding Sygehus som indkøber, vi tænker alle på hendes drenge, og det er meget tragisk det hele," siger den bekendte.
Af hensyn til efterforskningen ønsker politiet ikke at oplyse, hvem der anmeldte fundet af den døde kvinde, eller om hun har tydelige tegn på skader.
"Vi har ingen anholdte i øjeblikket," siger Ulla Kaspersen, der indtil videre ønsker at holde informationer omkring den dræbte kvinde tæt på kroppen.