En 42-årig kvinde ville blot irettesætte en flok unge mænd, der tirsdag eftermiddag parkerede på en handicapplads foran Rema 1000 i Nørrekobbel i Sønderjylland.
Men hendes løftede pegefinger blev af en af mændene, der kørte i en grøn Renault Clio, modsvaret med en spytklat og en knytnæve lige i ansigtet. Det skriver JydskeVestkysten.
Syd- og Sønderjyllands Politi bekræfter episoden.
- Vi har noget videomateriale fra Rema 1000 og registreringsnummeret på den grønne Renault Clio, den mistænkte kørte i, så der er jo noget at arbejde med, siger Jens Peter Rudbeck, lokal efterforskningsleder til JV.dk.
Den 42-årige kvinde har givet følgende signalement af den formodede gerningsmand:
- 20-25 år
- 165-175 cm høj, almindelig af bygning
- Sort hår, sort fuldskæg, brun hud (muligvis af mellemøstlig baggrund)
- Talte dansk med accent
Syd- og Sønderjyllands Politi vil gerne høre fra vidner, der overværede episoden tirsdag eftermiddag ved 16-tiden.