Af Assia Awad, asaw@avisen.dk
En retssag af de mere specielle starter i dag, når en 58-årig kvinde sidder på anklagebænken i Helsingør Byret tiltalt for voldtægtsforsøg.
Kvinden er tiltalt for at have hjulpet en mandlig bekendt natten mellem 8. og 9. juli med at voldtage en 52-årig veninde i venindens bolig i Hørsholm.
Den 58-årige kvinde holdt under voldtægten ofrets ene arm samt hjalp med at skille kvindens ben og holde det ene fast. Manden kunne imidlertid ikke få rejsning og måtte derfor opgive at have samleje med ofret.
Kort efter at de to tiltalte havde forladt ofrets bolig, kontaktede kvinden politiet, der umiddelbart efter anholdt manden og kvinden. De har siddet varetægtsfængslet siden da.
Ifølge anklageskriftet skulle manden have forsøgt at gennemføre oralsex, taget kvælertag på kvinden og befølt hende på bryster og kønsdele.
Helsingør Dagblad mener at vide, at den voldtægstiltalte mand har en fjern familiær tilknytning til det 52-årige voldtægtsoffer.