Ritzau
Opdateret kl. 18:14
En kvart million kommunalt ansatte har mandag modtaget det formelle varsel om en lockout. Den vil ramme de ansatte, hvis forhandlingerne om en ny overenskomst ender med konflikt.
Onsdag i sidste uge tog KL's bestyrelse beslutningen om en lockout, der sender de ansatte hjem fra arbejde uden løn.
Nu sendes varslet ud, da arbejdsgiverne og arbejdstagerne ikke kan blive enige om løn- og arbejdsforhold. Det fremgår af en pressemeddelelse.
- Vi er nødt til at reagere på lønmodtagerorganisationernes strejkevarsler, som vil ramme hårdt de steder, de er varslet, og for at lægge maksimalt pres på forhandlerne, siger Michael Ziegler (K), der er formand for Løn- og Personaleudvalget i KL.
Det betyder, at en lockout kan træde i kraft 10. april. Det er seks dage efter, at de faglige organisationer har indledt deres eventuelle strejke.
KL friholder områder, hvor en lockout ville ramme de svage og sårbare borgere. Næsten alle ansatte på ældre-, social-, sundheds- og handicapområdet er derfor friholdt fra lockouten.
De største grupper er ansatte i dagtilbud, skoler og administration.
De faglige organisationers strejkevarsler betyder, at mindst 50.000 kommunalt ansatte strejker fra 4. april, hvis der ikke er landet et forlig inden da.
Også regionerne har mandag udspecificeret, hvem der vil blive ramt af en lockout. Det vil ramme 80.000 ansatte på 17 hospitaler, herunder Rigshospitalet samt Odense og Aarhus Universitetshospital.
Forhandlingerne om de offentlige overenskomster brød sammen i slutningen af februar og ligger nu i Forligsinstitutionen. Opnås der ikke et forlig her, vil de offentligt ansatte indlede strejker 4. april.
Regeringen kan vælge at stoppe en konflikt med et lovindgreb, som det skete efter 25 dages lockout af lærerne tilbage i 2013.
/ritzau/