Bolden rammer en knold, snyder målmanden og triller over stregen.
Det er ikke blevet nemmere at være målmand på Køge Stadion over vinteren, og AaB's målmand Karim Zaza er skeptisk inden Superligakampen på søndag.
"De forhold, som kampen mod Silkeborg blev spillet under, var katastrofale, og det er mig en gåde, hvordan man kan tillade det, men jeg går ud fra, at banen er i bedre stand nu, siden de har meldt den klar," siger Karim Zaza til Nordjyske.
Ifølge Karim Zaza er det ofte tilfældigheder, der afgør kampe, når banen er i så dårlig stand.
"Jeg håber, den står snorlige på søndag, for man kan ikke spille fodbold på en bane, der er bedre egnet til, at der græsser køer og får," siger Zaza.
Men i Køge har de været i gang med tromlen, og banen er, ifølge sportsdirektøren, i langt bedre stand.
"Den kan slet ikke sammenlignes med for 14 dage siden mod Silkeborg. Det er ikke en grøn, frodig sydlandsk bane, og den er ikke køn at se på, men den er jævn," siger Per Rud.
I kampen mod Silkeborg IF var banen en pløjemark af mudder, vandpytter og isede pletter. Men det var nattefrost op til kampdagen, som var synderen, og sportsdirektøren udtrykker irritation over de mange kommentarer om banens tilstand.
"Jeg er træt af, at det skal ligge i luften, at banen ikke er god nok. Det skulle man måske have tænkt på, da man sammensatte kampprogrammet," siger sportsdirektøren og henviser til den manglende varme i banen på Køge stadion.
De to andre hold uden banevarme, Silkeborg og FC Nordsjælland, har således begge startet foråret med to udekampe og har på den måde fået ekstra tid til at få banen klar.