Der kommer ikke flere spydige krydseduller i Jyllands-Posten fra Kurt Westergaards hånd.
Kurt Westergaard tegnede i 2005 en karikatur, der forestiller profeten Muhammed med en bombe i turbanen. Tegningen blev trykt i Jyllands-Posten og gik verdenen over og fik muslimske grupper til at rase.
Kurt Westergaard har tidligere luftet mulighederne for at trække sig tilbage, da han fylder 75 år, og siden 2009 har levet under beskyttelse i frygt for terror.
"Jeg tror, at det er udmærket, at jeg ikke vender tilbage til avisen. Mit fravær kan måske også være med til at reducere trusselsniveauet mod Jyllands-Posten. Det ved jeg selvfølgelig ikke noget om. Det må PET vurdere, men jeg synes nu, at jeg kan standse med god samvittighed," siger Kurt Westergaard til jp.dk og fortsætter.
"Man skal stoppe på et tidspunkt. Jeg bliver snart 75 og har været på arbejdsmarkedet, siden jeg var 23 år, hvor jeg startede som lærer," fortæller Kurt Westergaard, der nu vil koncentrere sig om at lave sine egne ting.
Nytårsdag blev terrortruslen dog alvorlig for tegneren, der blev angrebet i sit eget hjem, af en somalier bevæbnet med en økse. Han fik dog alarmeret politiet og undgik skrammer.
Måden hvorpå tegneren har håndteret presset, er beundringsværdigt. Det mener Jyllands-Postens chefredaktør Jørn Mikkelsen
"Der er ikke mange, der ville kunne klare det pres, som Kurt er udsat for," siger Jørn Mikkelsen til jp.dk.
Han fortæller, at Muhammed-krisen har gjort de sidste år lidt besværlige, men at man har stået sammen i tykt og i tyndt.
"Kurt har sat et afgørende præg på Jyllands-Posten gennem 25 år. Men de seneste fem år har været særligt bevægede, både for ham og avisen. Kurt og JP har stået sammen hele vejen igennem, og det vil vi fortsat gøre. Vi kæmper den samme kamp for ytringsfrihed," siger Jørn Mikkelsen til jp.dk