Tyrkisk militær sårede mindst ti civile ved et granatbombardement på syriske landsbyer onsdag, siger den kurdiske YPG-milits.
- Her til morgen klokken 8:00 indledte tyrkisk artilleri et bombardement af grænselandsbyer i Afrin området, siger YPG-militsens talsmand, Redur Xelil.
- Den tyrkiske hærs bombardement fortsætter, siger han.
Tyrkiets militær havde tidligere onsdag meddelt, at en af hærens soldater var blevet skudt og dræbt af en snigskytte i et kurdisk-kontrolleret område i det nordlige Syrien.
- Soldaten blev dræbt i grænseprovinsen Hatay.
Den tyrkiske hær siger, at man indledte et bombardement som gengældelse for drabet på soldaten.
Rusland og kurdere i det nordlige Syrien har netop indgået en aftale om at samarbejde i det krigsramte syriske område.
Aftalen mellem de to parter betyder, at russerne får lov til at oprette en base i den nordvestlige del af Syrien, hvor den kurdiske YPG-milits har kontrol.
Tyrkiet har tidligere sat militære aktioner i gang for at forhindre, at YPG får kontrol over et større område langs den syrisk-tyrkiske grænse. De kurdiske styrker har længe været allieret med USA.
- Ruslands tilstedeværelse sker som led i en aftale mellem YPG og de russiske styrker, der lige nu er i Syrien, siger Redur Xelil i en skriftlig udtalelse.
- Rammen for aftalen er et samarbejde i kampen mod terrorisme.
Redur Xelil tilføjer, at aftalen er den første af sin slags.
/ritzau/Reuters