Ud med Lene Espersen og ind med Lars Barfoed. Sådan lyder de hemmelige planer, som en række konservative kredsformænd i al hemmelighed har gået og brygget på, bag formandens ryg.
Det er ikke kun tidligere hovedbestyrelsesmedlem Peter Norsk, som efter 35 år forlod partiet for seks uger siden, der er stærkt utilfreds med partilederen.
"Der er mange, der mener, at Lene skal ud af døren ved næste valg, og at vi skal finde en ny," siger en anonym kredsformand fra Sjælland ifølge B.T. og udtrykker samtidig skuffelse over, at Lene Espersen ikke har leveret nogen udvikling i partiets politik.
Men hvem skal så tage over? Det er der ifølge avisen flere, som er mere end friske på. Utilfredsheden er så stor, at selv medlemmer af folketingsgruppen er begyndt at diskutere, hvem der skal afløse den stærk kritiserede formand.
Avisen har talt med tidligere sundhedsminister Jacob Axel Nielsen, som mener, at han er den rette mand til jobbet. Men hvis det ikke skulle være ham, peger han også på nuværende justitsminister Lars Barfoed.