Tirsdag aften vil kronprinsparret kunne ses på en plakat, der kommer til at præge bybilledet i København, og med en fremstilling af Frederik og Mary, som givetvis vil støde mange.
Kunstnergruppen Surrend, der består af Jan Egesborg og Pia Bertelsen, står bag plakaten, skriver eb.dk.
Duoen bruger helt bevidst provokationen som udtryksmiddel, når den i to sammenhængende motiver ironiserer over kronprins Frederiks kandidatur til Den Internationale Olympiske Komité, IOC.
Jan Egesborg siger at budskabet især er en kritik af kronprinsens kommende rolle i den olympiske bevægelse.
"IOC er en farlig klub at komme ind i, ikke mindst for en kongelig person. Som medlem af IOC blåstempler man noget, der ikke kun drejer sig om sport, men om politik på allerhøjeste plan. Derfor udtrykker vores plakat også kritik af den opbakning af diktaturstater, IOC gør sig skyldig i ved at placere OL i lande som Kina og Rusland" siger Egesborg.
Han medgiver, at det kan opfattes som meget provokerende, når tegningen på den anden del af plakaten fremstiller en "seksuelt opstemt" kronprins Frederik.
"Vores pointe er, at det er det, IOC står for, som gør ham opstemt. Samtidig benytter vi lejligheden til at udforske nogle grænser for, hvordan royale personer kan gengives" siger den ene halvdel af Surrend.
Surrend har tidligere gjort grin med de kongelige på plakaten, hvor Dronning Margrethe og Prins Henrik blev halshugget i guillotinen.