At klippe kundernes hår er efterhånden kun en del af jobbet som frisør. For flere og flere danskere bruger også frisøren til at få luft for deres personlige problemer, skriver MetroXpress.
En af dem, der lægger ører til kundernes problemer, er Trine Lindgaard fra Frisør Stuen i Silkeborg.
”Der er mange, der lige har behov for at snakke med en, som de har tillid til. Det kan være om sygdom, stress, eller hvis de lige har mistet en,” siger hun til MetroXpress.
”Jeg kunne godt tænke mig at være psykolog. Det er jeg næsten også i mit job som frisør – bortset fra lønnen,” siger Trine Lindgaard.
Livsstilsekspert Henrik Byager advarer dog mod at åbne alt for meget op overfor frisøren:
”Hvis man har været sin mand utro og har samme frisør, så skal man nok tænke sig om,” siger Henrik Byager.
Kilde: MetroXpress