Vi bliver tudet ørerne fulde af skrækscenarier om terror i Danmark, og det får nu danskerne til at efterspørge forsikringer mod terror.
Ifølge forsikringsekspert Mogens Steffensen, professor i forsikringsmatematik ved Københavns Universitet, er efterspørgslen forholdsvis ny, men ingen overraskelse.
"Kunderne spurgte ikke efter dækning for terror for 10 år siden, men det gør de nu, og derfor tilpasser selskaberne sig kunderne," siger Mogens Steffensen til Kristeligt Dagblad.
Men for professoren står det klart, hvorfor det er nu, at forsikringerne får et boom.
"Allerede i 2001 opstod der et behov hos kunderne, men dengang turde selskaberne slet ikke regne på risikoen for terror. Nu har røgen ligesom lagt sig, og nu kan det godt medregnes i forsikringerne, uden at selskaberne har stor risiko for, at det vælter hele biksen," forklarer Mogens Steffensen.
De fleste store danske forsikringsselskaber har valgt ikke at udbyde en særskilt terrorforsikring, men har valgt at inkorporere terrordækning i ét af deres øvrige produkter, typisk i sundhedsforsikringen, ulykkesforsikringen, livsforsikringen eller forsikringen for tabt erhvervsevne.
Men forsikringseksperten maner dog til besindelse.
"Der er formentlig en forskel på den reelle risiko for terror i Danmark og danskernes følelse af risikoen. Danskerne føler nok, at der er en større risiko for terror, end der egentlig er," forklarer Mogens Steffensen.