Regeringen er selv skyld i, at vi vælger at gå uden om de organiserede rengøringsselskaber og betaler omkring 2,4 milliarder til lyssky rengøringskoner.
Sådan lyder meldingen fra Rengøringsselskabernes Branche- og Arbejdsgiverforening (RSBA), der organiserer 155 rengøringsselskaber. Her er man ikke er overrasket over, at andelen af sort rengøring er fordoblet siden 2001.
"På et tidspunkt havde vi noget, der hed hjemmeservice, som alle havde mulighed for at bruge. Da man (regeringen, red.) stoppede det, vidste vi jo godt, at det sorte arbejde ville dukke op igen," siger landsformand i RSBA, Per Vesterholm, til Nyhedsbureauet Newspaq.
Uden tilskudsordningen har familien Danmark ikke råd til at hyre organiserede rengøringsselskaber, vurderer landsformanden. Derfor er der kun en vej frem, hvis staten skal have del i de milliarder, som vi poster i sort rengøring.
"Hvis vi kunne gøre det på vilkår, hvor familierne har råd til at betale os en fornuftig pris, så bliver det aktuelt for os at komme ind på markedet igen. Så kan det betale sig for den enkelte forbruger, og vi kan også lave en forretning ud af det," siger Peter Vesterholm.
Han understreger, at rengøringsselskaberne hovedsagligt arbejder hos virksomheder, men de er rustet til at servicere private, da hjemmeserviceordningen stadig gælder for ældre.
Den organiserede branche har ikke svært ved at skaffe arbejdskraft, selv om flere og flere vælger at tilbyde sort arbejdskraft.
"For 14 dage siden lavede jeg en jobannonce, og på en dag fik jeg 80 henvendelser," siger Per Vesterholm, der til daglig leder rengøringsfirmaet P. Vesterholm.