De 17 medlemmer af Folketingets kulturudvalg kan godt lægge passet tilbage i skuffen, der bliver nemlig ikke nogen tur til Caribien.
Den omdiskuterede rejse, der skulle bringe kulturudvalget forbi New York og de tidligere dansk vestindiske øer er aflyst, der er nemlig ikke råd til den 400.000 kroner dyre tur.
Faktisk mangler der 101.000 kroner på rejsekontoen, skriver Ekstrabladet.dk.
"Vi tager konsekvensen af de manglende midler på rejsekontoen. Det er ikke forsvarligt at bede Folketinget om flere penge til at rejse for i en situation, hvor dansk økonomi er i krise," siger formanden for Kulturudvalget, Karin Nødgaard.
Turen er nu udsat indtil sparegrisen er blevet en smule federe.
"Jeg håber bestemt, at vi kan komme af sted næste år. Jeg finder stadig turen meget relevant," siger Karin Nødgaard, der har truffet beslutningen sammen med næstformand i udvalget, Preben Rudiengaard.