Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) går nu ind i sagen om offentlige vejninger af kvindelige fodboldspillere.
Det skriver DR, efter at en dokumentar om psykiske lidelser blandt kvindelige landsholdsspillere søndag blev offentliggjort.
DR har til dokumentaren "Fodboldens usynlige syge" talt med 35 nuværende og tidligere A- og U-landsholdsspillere, som alle har eller har haft symptomer på en psykisk lidelse.
Flere af dem nævner et nyt fokus på fysiske krav fra Dansk Boldspil-Union (DBU) op til EM i 2013 som katalysator for nogle af problemerne.
Dengang blev spillerne vejet hver morgen, og indimellem foregik det for øjnene af holdkammeraterne. Vægten blev noteret på en seddel, som alle kunne læse.
Ifølge unionen bliver spillerne ikke længere vejet i DBU-regi, men kulturministeren vil alligevel have en forklaring.
- Det er fuldstændig uacceptabelt at udsætte unge piger for offentlige vejninger, udskamning af deres krop og de resultater, der følger med, siger han til DR.
- Jeg kommer til at invitere DBU's ledelse ind på ministerkontoret til en redegørelse for de forhold, der nu er blevet afdækket. Og jeg forventer at få en forsikring om, at der arbejdes på en anden måde i dag, og at lignende forhold aldrig kommer til at gentage sig.
Blandt kvinderne, der har fortalt om deres oplevelser, er der blandt andet beretninger om tvangsmotion, anoreksi, bulimi og angst.
Fodbolddirektør i DBU Peter Møller kalder det i dokumentaren for "dybt beklageligt", at nogle spillere står tilbage med psykiske udfordringer.
Han fastslår samtidig, at det var "en fejl at lade et papir ligge fremme i 2013" og siger, at DBU sammen med klubberne skal være bedre til at screene spillerne for mentale udfordringer.
Unionen vil selv gå i gang med at oprette uddannelser, så danske trænere har en bedre faglig ballast til at bekæmpe problemet.
/ritzau/