Sneflokkene kommer stadig ubønhørligt vrimlende, og foråret kan synes rigtig langt væk.
Som om det ikke var nok, vil det forestående forår blive langt koldere, end hvad danskerne har oplevet i de senere år ifølge en ny prognose fra DMI.
Når kalenderbladene viser marts, april og maj, ventes en gennemsnitstemperatur på cirka 6,3 grader, og det er mellem 1,6 og 2,7 grader lavere end i foråret de seneste tre år.
Danskerne blev i 2009 forkælet med en gennemsnitstemperatur i de tre forårsmåneder på 8,3 grader - i 2007 var tallet 9,0.
Hvis tænderne klaprer til foråret, kan man dog trøste sig med bevidstheden om, at det i 1996 var langt værre. Her var gennemsnitstemperaturen 5,1 grader i kølvandet på en regulær isvinter.
DMI har for nylig avanceret, at denne vinter vil fortsætte indtil påske. Det betyder, at sne, is, kælke og skøjter vil kunne stortrives helt til april.
Det skyldes blandt andet, at den vedvarende kulde har bevirket, at kolde luftmasser har fået etableret sig på bekostning af de varme.