Den gode nyhed er, at fire ud af fem unge selv mener, at de har det godt.
Den dårlige er, at den sidste femtedel føler sig ensomme, ulykkelige og ikke føler, de kan leve op til deres egne og omverdenens krav. Det skriver Kristeligt Dagblad.
Det er konklusionen på en ny undersøgelse lavet blandt 3500 15-24-årige af Center for Ungdomsforskning på DPU Aarhus Universitet.
Undersøgelsen viser samtidig, at alle unge hver eneste dag tænker på deres krop, vægt og sundhed. Det er blevet mere almindeligt at måle og veje sig selv i forhold til nutidens idealer, forklarer Jens Christian Nielsen, der er lektor og forskningsleder ved Center for Ungdomsforskning.
"Vi ser, at normaliteten rykker sig. Der er kommet ekstra meget fokus på, at man skal se ud på den rigtige måde, have mange venner og megen succes. Hvis ikke den unge føler, at det lykkes, bliver det rettet indad i form af depressioner, spiseforstyrrelser eller, at den unge skærer i sig selv," siger han til avisen.
Hvor unge tidligere kunne placere skylden for egne problemer hos omverdenen, placerer de i dag ansvaret hos sig selv.
Samtidig kan man også se, at forskellene mellem kønnene er blevet mindre. Piger går mere op i karriere, og har dermed rykket sig nærmere drengene.