Amagermandens gamle barndomsven, Tommy Velbæk, er nu i vidneskranken.
Han fortæller netop nu om sin viden omkring drabet på Edith Andrup tilbage i 1987, som han siger Amagermanden har tilstået over for ham.
"Han havde ringet på døren (hos offeret, red.) og præsenteret sig som flyttemanden, om han måtte komme op og kigge efter et tæppe de havde glemt," fortæller Velbæk.
"Så havde han bedøvet hende med æter," fortsætter han.
Vidnet henvendte sig selv til politiet i november sidste år, da sagen mod Amagermanden begyndte at rulle.
"Marcel var mistænkt i en masse andre sager. Og jeg havde selv følt mig mistænkt i 24 år," fortæller han.
Tommy Velbæk var selv mistænkt for mordet på den 73-årige Andrup den gang i 1987, ligesom Amagermanden selv var det. Man havde dog ikke nok beviser.
Men Velbæk siger altså, at Amagermanden på trods af de manglende beviser, rent faktisk var morderen.
"Der er noget jeg skal fortælle dig, siger han. Så fortæller han mig, at han har slået den gamle dame ihjel. Han ville se, om han kunne leve med det," siger vidnet.
Sagerne mod Amagermanden går 24 år tilbage. Han blev anholdt i november sidste år, efter en voldtægt i en haveforening på Amager.
Han er tiltalt for syv anklagepunkter, der inkluderer to drab, syv voldtægter, et groft seksuelt overfald, røveri og forsøg på brandstiftelse.
Sagen er sat til at vare 13 retsdage, og der skal falde dom den 22. december.