I går deltog kronprinsesse Mary i dronningens store gallamiddag i Aarhus, der bød på fest, farver og store kjoler. I dag bliver tonen mere alvorlig, når kronprinsessen skal mindes de faldne soldater, der døde i kamp for 75 år siden.
Torsdag den 9. april er det 75 års-dagen for Tysklands besættelse af Danmark under 2. verdenskrig, og derfor skal kronprinsessen deltage i en stor mindehøjtidelighed på Søgårdlejren i Sønderjylland.
Kronprinsesse Mary ankommer til lejren klokken 12, hvor hun vil få hele historien om de voldsomme kampe der udspillede sig i Sønderjylland.
Herefter går turen til en obelisk, hvor kronprinsessen sammen med en række andre specialindbudte gæster skal lægge en krans til minde om de danske soldaters heltemodige kamp.
Kronprinsesse Mary skal også deltage i en mindegudstjeneste for de faldne under kampene den 9. april 1940. Både mindehøjtideligheden og mindegudstjenesten er åben for offentligheden.
Dagen afsluttes med det traditionelle sønderjyske kaffebord, inden kronprinsessen vinker farvel til Sønderjylland for denne gang.
Det er langt fra tilfældigt, at lige netop Søgårdlejren danner rammerne for mindehøjtideligheden.
Da de tyske soldater overskred grænsen til Danmark, var soldaterne fra Søgårdlejren nemlig nogle af de første til at møde de fremstormende tropper.
Newspaq