Inden kronprinseparret drager på juleferie til Australien med børnene prins Christian, prinsesse Isabella, prinsesse Josephine og prins Vincent, havde Kronprinsesse Mary et sidste vigtigt besøg i Danmark, hun skulle nå.
Kronprinsessen lagde nemlig på julemånedens første dag vejen forbi Børnehuset SIV i Farum, der er en institution for alvorligt syge børn og deres familier, skriver Billed-Bladet.
Her hilste Mary på lederen, pædagogerne og de mange syge børn, der lider af forskellige sygdomme, som blandt andet alvorlige hjertefejl, leukæmi, andre cancerformer og svære immundefekter.
Børnehuset vandt Kræftens Bekæmpelses Hæderspris, og det var i den forbindelse kronprinsessen bad om lov til at komme på besøg for at se nærmere på det særlige hus, hvor de ellers ofte isolerede familier til syge børn blandt andet kan få mulighed for at omgås andre i dagligdagen.