Forlovelsen foregik midt i Afghanistans ørken, og heldigvis havde både brud og gom i forvejen interesse i et alternativt bryllup.
Kronprinsens livvagt, den 52-årige Hans Herluf Pedersen, og hans nye hustru, Suzanne Danneskiold Lassen, har begge været gift før og fik pludselig idéen til det spontane ørkenbryllup.
"Ideen opstod bare lige pludselig, da vi fandt ud af, at vi ville være der samtidig. Vi ville gerne have et lille bryllup uden megen pomp og pragt, og så synes vi, det var fantastisk at vælge Afghanistan," fortæller godsejerdatter Suzanne Danneskiold til Billedbladet.
Brylluppet fandt sted midt i Camp Bastion i starten af december i stor hemmelighed, og det var feltpræsten Kristian Massey Møller, som forestod vielsen. Ud over Kronprins Frederik og præsten, var der kun ganske få til stede.